Indhold i denne artikel
Køkkenet og toilet ikke en del af lejligheden
Vietnam er kendt for at være et billigt land for os vesterlændinge, hvilket det med garanti også er.
Men fattigdommen ses på forskellige måder alt efter om man befinder sig i Hanoi eller Ho Chi Minh City.
I Hanoi ses fattigdommen tydeligt ved at man meget ofte ser hvordan familierne har rykket en del af deres hjem ud på gaden. Det er ikke sjælden at se, at de sidder og tilberede deres mad ude på gaden. Ganske enkelt fordi deres lejligheder er så små at der ikke er et permanent køkken installeret i deres hjem. Mange af lejlighederne i Hanoi har heller ikke et fast toilet installeret i deres lejlighed, derfor er der mange der må gøre brug af de offentlige toiletter. Ofte deles flere ejendomme om det samme toilet, der i virkeligheden bare er et hul i jorden i en lille bitte gyde.
Street Food
Når man befinder sig i Hanoi, er det et must at prøve noget af deres Street Food som de er så berømte for. Men også her ses fattigdommen. Det ses ved at man ofte sidder på de mindste skamler. De er nok i virkeligheden betegnet som en lille taburat til børn i vesten. Men her i Hanoi er det ganske almindeligt at fuld voksne mænd og kvinder sidder med på dem.
(Artiklen fortsætter under billedet…)
Her ses et typisk Street Food måltid i Hanoi på de små taburetter.
Man skal lige vænne sig til at sidde med knæene om ørene, men når man først har vænnet sig til det er der noget charme over det. Noget man bestemt ikke vil gå glip af.
Guidede turer
Under vores tur i Hanoi havde vi besluttede os for at vi gerne ville på nogle forskellige turer. Mest af alt for at få mest mulig viden omkring Vietnam og befolkningen. Vi havde i alt 3 guidede turer hvor vi blandt andet spurgte ind til deres kultur og ikke mindst til deres økonomiske situation.
Den første guidede tur vi var på var en Street Food tour, hvor vi gik rundt i Hanoi og smagte forskellige vietnamesiske retter. Men da vi havde spist det der nu skulle spises, skulle vi hen på en lille café for at drikke kaffe. På vejen hen til den café vi skulle besøge, gik vi forbi en Starbucks café, hvortil guiden spurgte mig om jeg havde prøvet at være på sådan en café. Hvilket jeg må indrømme at jeg har. Men der måtte hun tilstå, det havde hun ikke prøvet – hun havde ganske simpelt ikke råd. Hun var godt nok studerende, men selv under min tid som studerende havde jeg råd til at købe en kaffe eller to på Starbucks. Så opdager man virkelig hvor fattige de studerende er i forhold til os vesterlændinge studerende.
Stam café i Hanoi
Den café som vi sluttede af med på vores Street Food tour, blev senere hen også vores stam café. Hvor vi tog hen for arbejde på diverse forskellige ting.
(Artiklen fortsætter under billedet…)
Underetagen på vores stam café i Hanoi.
Tagterassen, på vores stam café i Hanoi. Hvor der kravlede små firben, når mørket faldt på.
En af de ting der kendetegnede den café, var at man skulle igennem en lille bitte gyde, hvor man efterfølgende skulle op af en lille bagtrappe op til caféen. Men det var det hele værd. Vi fandt desværre ikke ikke nogen af den slags caféer i Ho Chi Minh. Ganske enkelt fordi man ikke fandt små forretninger og gyder som gemte på andre fantastiske hemmeligheder i Ho Chi Minh City.
Ho Chi Minh City som en storby
Da vi ankom til Ho Chi Minh, så vi med det samme at man ikke så de samme Street Food restauranter som man gjorder i Hanoi. På sin vis var de muligvis blevet forbedret for vesterlændinge. På den måde at de skamler man sad på, var både højere, og nogle af stederne havde de endda små plastisk stole med ryglæn.
Vores førstehåndsindtryk af Ho Chi Minh City var, at de ikke var så fattig som i Hanoi.
Men Ho Chi Minh City gemmer desværre på nogle strækkelig hemmeligheder, der modbeviser dette.
Snyder de, eller snyder de ikke?
Inden vi rejste til Vietnam, havde vi læst flere steder at de lokale ville snyde turister så meget som muligt. Vores første erfaring var dog det stik modsatte. I Hanoi var de utrolige venlige, hjælpsomme og ville meget gerne snakke med os vesterlændinge for at øve deres engelsk. Nogle af de unge vietnamesere vi havde snakket med i Hanoi, havde dog godt advaret os i mod befolkningen i Ho Chi Minh City. Men vi havde fået sådan et godt indtryk af vietnameserne, så vi tænkte hvor slemt kan det være.
Bestjålet
Da jeg blev bestjålet, satte det virkelig spor i os. Men det fik os desværre også til at se et andet billede af Ho Chi Minh City.
Vi fik lige pludselig øjnene op for hvor fattige de i virkeligheden også var her i Ho Chi Minh City.
I forbindelse med at jeg fik stjålet min IPhone, kom vi også i kontakt med en vietnameser. Han ville aflevere min pung tilbage da han havde fundet den. Pengene var taget, og min IPhone var selvfølgelig over alle bjerge. Ham fyren vi var i kontakt med fortalte at bank kort ikke er særlige vigtige for vietnamesere. De stjæler en taske og beholder det som er let omsættelig. Kolde kontanter kan bruges af alle og enhver, og Alexander og jeg snakkede om at man sikkert sagtens kunne sælge en brugt IPhone 8 Plus for 5-6 millioner Dong.
Vi tænker at der må være for meget arbejde i at misbrug vores kreditkort, til at de gider beholde dem. Det er måske en af forklaringerne på at jeg fik min pung tilbage med alle mine kreditkort i.
Stjæle eller arbejde?
Jeg tror hurtigt vi kan blive enige om at det aldrig kan betale sig at stjæle. Karma kommer og bider dig bagi, på et tidspunkt!
Men hvis man alligevel skal prøve at sætte sig i deres sted. Du kan enten tage dig en uddannelse hvis der vel og mærke er råd til det. Hvis der ikke er råd til en uddannelse, har du valget som vietnamesere at tage et ufaglært arbejde eller blive kriminel.
Vi så en plakat hængende i den lokale 7Eleven i Ho Chi Minh City, at de søgte medarbejder. Deres månedsløn ville være på minimum 5,5 millioner Dong hvis man arbejde fuldtids. Det svarer til knap 1600 danske kroner om måneden.
(Artiklen fortsætter under billedet…)
Billede af plakaten vi så i den lokale 7 Eleven i Ho Chi Minh City.
Så man kan sige at dem der stjal min taske har fået det samme ud af at stjæle min taske, som de ville hvis de arbejdede for pengene i en forretning.
Bagsiden af medaljen
Det kan sagtens være at Ho Chi Minh City ikke skilter med det på samme måde som Hanoi. Men vietnameserne i Ho Chi Minh City er også i den grad fattige.
Det virker som om at Ho Chi Minh City er vokset sig for stor, for hurtigt i forhold til hvad vietnameserne har kunne følge med til. Da Ho Chi Minh City er blevet til en storby med stort S. Her var en masse amerikanske brands flyttet ind som var det ganske almindeligt. Ikke nok med at kendte brands var et syn i Ho Chi Minh City, så var også maden også en smule dyre end i Hanoi. Når man skulle spise ude, var det omkring 10-15 % procent dyre. Hvilket måske også hænger sammen med de store og nærmest kun nye bygninger der prægede bybilledet.
Fattigdom alle steder i Vietnam
Vietnam er generelt et fattigt land, men det ses forskelligt. Hanoi er ikke så udviklet og fattigdommen ses ved første øjekast. Hvorimod Ho Chi Minh City skjuler det via den storby udvikling den har været igennem.
Uanset hvilken oplevelse vi har været ude for i Ho Chi Minh City, er der stadigvæk ingen der fortjener at være fattige, slet ikke i den verden vi lever i. Det burde være en rettighed at man har et sted at bo og råd til at blive mæt hver dag. Man kan ikke blive andet end taknemlige for at man lever i et land hvor det er en mulighed at blive udannet gratis, og forbedre ens levevilkår.
