Når man går rundt i gaderne i Hanoi, opdager man hurtigt fænomenet “egg coffee”. Der er adskillige cafeer og restauranter, der skilter med det.
Det måtte vi selvfølgelig prøve.
Hvad er egg coffee?
Egg coffee er kaffe med mælk.
Faktisk er der følgende ingredienser i æggekaffen:
- Æggeblomme
- Kaffepulver
- Kondenseret mælk
- (Og nogle putter vist også ost i)
En ret spøjs kombination. Det siges, at opfinderen af æggekaffen kom på idéen, da opfinderen manglede mælk og derfor erstattede mælken med æg.
På Café Dinh i Hanoi for at få æggekaffe
Vi havde netop været på en guidet tour med en guide, og guiden spurgte os, hvad vores planer nu var.
Klokken var 15-16, så vi fortalte, at vi overvejede at finde et sted at drikke kaffe, inden vi skulle have aftensmad. Derefter sagde han, at han kendte to caféer, som han ville anbefale. Den ene var traditionel, og den anden var lidt mere hyggelig og romantisk.
Vi valgte den traditionelle. Denne hed Café Dinh og lå tæt på Hoan Kiem-søen i det gamle kvarter.
Indgangen til caféen var igennem en gadebutik – en taskebutik. Det var lidt sjovt, at vi skulle gå igennem butikken for at komme hen til caféen. Derefter gik vi op ad en lille trappe, og så lå der en lille café. Uden vores guide havde vi aldrig fundet caféen.
Caféen var gammeldags indrettet med de klassiske små stole og borde og med små, sort-hvide fotografier på væggene. Der sad flere unge vietnamesere inde på caféen og fik kaffe samt snacks i form af solsikkekerner.
Vores guide fortalte, at det var ejerens bedstefar eller bedstemor, som havde opfundet æggekaffen.
(Fortsætter under billedet…)
Vores oplevelse med æggekaffen i Hanoi
Kaffen bliver serveret varm og i små kopper med flot ‘latteart’ på toppen.
Kaffen er delt i to lag. Det øverste lag er cremet og skummet i teksturen, mens det nederste er tyndere og virker til primært at bestå af kaffe.
Først smagte vi det øverste lag. Og derefter blandede vi de to lag med hinanden, så det blev ‘mikset’.
Selve æggekaffen smagte ret godt. Det smagte ikke så meget af æg. Det blot lidt anderledes sødt end kun kondenseret mælk. Men hvis jeg ikke havde fået at vide, at der var æg i, havde jeg nok ikke gættet på det.
Vi kunne begge lide kaffen. Vicky syntes, at den mindede lidt om en dessert.
Jeg selv kan bedre lide almindelig vietnamesisk kaffe med kondenseret mælk eller deres kokosnøddecreme-kaffe (coconut creme coffee), men det var bestemt sjovt at prøve, og det smagte ganske fint. Og så kostede den kun 20.000 d pr. kop. Det svarer til lidt under 6 kr.!