Nu købte vi jo bukser og shorts forleden til at besøge diverse templer her i Thailand. Det skulle derfor benyttes.
Vi havde inden da været oppe på bjerget Suthep, men mere i nærheden af det vandfald der løber på bjerget. Vi havde derfor sat os for at vi gerne ville se det berømte Wat Phrathat Doi Suthep Tempel. Vi havde læst om at det skulle være et af de vigtigeste templer her i Chiang Mai.
Vi har prøvet at lave en liste med ting vi gerne vil nå imens vi er her i Chiang Mai. Og jeg kan tydelig huske at Alexander spørger mig om jeg er parat til at cykle op ad bjerget lige netop den dag. Og jeg tænkte hvor slemt kan det være, ‘Jeg kan sagtens cykle 5 km op ad et bjerg’.
Indhold i denne artikel
Første stop på vejen
Inden vi begyndte at bevæge os op ad bjerget, skulle vi lige forbi en cykelhandler. Min bremse bagpå piv, og jeg havde svært ved at komme i det højeste gear. Der var også lidt problemer med Alexanders cykel og hans gear, som vi håbede de kunne fikse.
Vi kørte derfor hen til en cykelhandler og Alexander prøver at forklare hvad det er der er i vejen. De ser straks på Alexanders cykel, og det er desværre hele bag skifteren den er gal med. De kan derfor ikke fikse det. Så videre til min cykel. Det lader til at de godt kan fikse min bremse og indstille mine gear en smule bedre. For mit vedkommen var bremsen bare det aller vigtigeste. Jeg vidste allerede på forhånd at jeg ikke ville orke at skulle kører op ad et bjerg hvis min bag bremse hele tiden bremsede en smule. Det ville være dobbelt op på hårdt.
Min bremse og mine gear blev fikset for 100 Baht, hvilket svare til 20 danske kr. Jeg har stadigvæk svært ved at forstå at det kan være så billigt. Men min cykel blev fikset, og Alexander må desværre leve med sin som den er. Nu er vi klar til at besøge templet på bjerget.
5 km bliver til 12 km
Som så meget andet har Alexander selvfølgelig undersøgt en masse, og i det her tilfælde også set på Google Maps, hvor langt der skulle være til templet. Ifølge Google Maps skulle er være små 5 km til templet.
Det undrede mig dog i starten at på skiltene stod der 12 km til det tempel vi gerne ville besøge. Men jeg tænker at hvis Alexander siger at der er 5 km til templet, så er det rigtigt. Og udover det så var det de 5 km jeg havde små grinet lidt af og sagt at jeg sagtens kunne klare det.
Og op ad går det da også, det kaldes ikke et bjerg for ingenting. Da vi er kørt et par kilometer op ad bjerget kan man nu se på Google Maps at den rute den har foreslået er en vandre rute. Meningen er jo at vi skal cykle op til templet. Så da vi har valgt at cykle op til templet blev de 5 km nu ændret til 12 km. Det kunne godt være at jeg skulle overveje at tænke mere over mine svar når Alexander en anden gang spørger om jeg er opsat på at kører op ad et bjerg. Det var både svært at se på Google Maps at det var en vandrerute den havde foreslået os og jeg føler mig en smule snydt. Jeg er da ikke sikker på jeg kan cykle 12 km op ad bjerget.
Dobbelt op på hårdhed
Men nu skulle det tempel altså besøges, og jeg havde ikke kørt 5 km for ingenting. Så der var ingen vej udenom, op skulle vi.
Op ad bjerget synes jeg både det er varmt og super hårdt. Jeg troede næsten at jeg skulle dø af udmattelse og tørst. Alexander sørgede dog for at jeg ikke døde af tørst på vejen op. Vi holdte en masse pauser op ad bjerget, for at jeg kunne få en lille pause i mine små ømme ben og at jeg kunne få noget af drikke. Både varmen var en led faktor, jeg svedte som en gris og havde nok heller ikke valgt det mest praktiske tøj til anledning. Jeg havde selvfølgelig bare tænkt på at jeg gerne ville se godt ud. Så derfor blev det altså ikke trænings shorts og træningsbluse, men i stedet et par flotte shorts og en helt almindelig top.
(Artiklen fortsætter under billedet…)
På vej op ad bjerget, hvor jeg stadigvæk har lidt energi til at smile.
Hurtigt opdagede jeg også at jeg ikke har holdt min ben træning helt ved lige. Det fik jeg da af mærke op ad bjerget. Udover det fik jeg flashback til vores cykelrejse til Gran Canaria hvor vi netop også skulle cykle op ad et bjerg, hvor jeg troede jeg aldrig ville klare den. Det skal lige sige at jeg kom op til toppen på Gran Canaria. Men denne gang tænkte jeg ‘jeg er ikke i cykelform, jeg klare den aldrig‘.
Men selvfølgelig fik Alexander også sørget for at jeg kom op denne gang, men hold nu op det gik langsomt. Alexander må have tænkt sit, og næsten troet at jeg kørte baglæns.
Endelig på toppen!
Ca de sidste 800 meter beslutter vi at Alexander kan kører lidt i forvejen. Hvilket også passer mig fint, så kan jeg næsten kører baglæns resten af vejen op. Og desuden ved jeg at Alexander elsker at give den gas på cyklen, og det kommer han bestemt ikke til i mit tempo. Men det er selvfølgelig de sidste 800 meter som er virkelige stejle, som i helt vanvittigt stejle. På skiltene de sidste 800 meter stod der at man skulle skifte til det laveste gear. Skiltene var dog til bilerne, men jeg tænkte indvendigt ‘ja hvad gør jeg når jeg kører i det laveste gear allerede’. Med en kæmpe portion sved og vilje kom jeg da op.
Men inden vi kan se templet helt, skal vi gå ca 300 trappetrin op. Mindes at Alexander sagde noget om at det skulle svare til 8. sal.
Da vi endelig får besejret bjerget og de mange trapper er det også hele kampen hver! Jeg er den største fan af at de har udsmykket deres templer med guld og at alt ser så gennemført ud med hensyn til udsmykningerne. Intet er overladt til tilfældighederne.
(Artiklen fortsætter under billedet…)
Udsigten fra templet området. Og med solen der er ved at gå ned ude i horisonten.
Jeg har fuldt forståelse for at der er så mange der besøger dette tempel. Tidspunktet vi har valgt at besøge templet på, passer også perfekt. Solen er ved at gå ned og der er ikke overfyldt med mennesker, så man kan rent faktisk gå rundt i ro og mag og suge alle indtrykkene til sig.
Munke ceremoni
Vi kom muligvis lidt sent op på toppen, men det virker som det helt rigtige tidspunkt.
Da vi har gået en runde omkring templet begynder nogle hjælper at lægge et tæppe ud og en pude og andre diverse ting. Vi kan hurtigt se at folk begynder at sætte sig på jorden i nærheden og vi beslutter os straks for at gøre det samme. Hvilket var en god beslutning. Der samles nogle munke omkring templet på den ene side, hvor vi har valgt at sætte os.
Også begynder deres lille bede ceremoni. En lidt ældre munk kommer ud for at tænde et par lys og nogle røgelsespinde. De samlede munke begynder nu højlydt at bede og resten af os besøgene sidder musse stille og overvære hele ceremonien.
(Artiklen fortsætter under billedet…)
Munkene til denne lille bede ceremoni.
Vi føler os meget heldige at vi nåede at opleve denne lille ceremoni og føler endnu mere at selvom det er ved at blive mørkt, så var det en god beslutning at blive der og få det hele med.
Turen ned ad bjerget – ‘jeg troede jeg skulle dø!’
Da ceremoni er ovre går vi lige en ekstra runde omkring templet da det er så flot. Men nu begynder det så også at være rigtig mørkt. Vi har heldigvis nogle små cykellygter, men de er desværre ikke så kraftige.
Men vi skal ned ad bjerget på samme måde som vi kom op, så vi gør klar til at kører ned. Der går ikke længe før vi er ude af det turistede område, hvor vejen er oplyst. Der bliver helt sort! Jeg går en smule i panik, og husker at jeg råber til Alexander at jeg ikke kan se noget som helst. Vi stopper kortvarig, og Alexander prøver at tænde lygten på hans mobil for at give mere lys.
Personligt synes jeg ikke at det verdens sjoveste tur ned, jeg er bange for at styrte, bange for det jeg ikke kan se og jeg har afgivet strenge ordre om at Alexander ikke må kører i forvejen, nu da det er mørkt.
Da vi er nået et stykke ned er der et udsigtspunkt hvor jeg spørger om vi skal stoppe. Vi gør et kort stop, hvortil Alexander fortæller mig at hans bag bremse næsten ikke virker. Og her troede jeg at jeg var den som havde det hårdt, jeg har trods alt stadigvæk to bremser. Min forbremse hylder godt nok når jeg bremser, bevares – jeg har dog stadigvæk to bremser.
(Artiklen fortsætter under billedet…)
Udsigten fra udsigtspunktet, hvor vi stoppede kortvarig. Man kan se lyset nede i byen, men på bjerget er der meget mørkt.
Endelig nede igen. Jeg har aldrig spændt så meget op i hele kroppen på en gang før. Samtlige muskler i kroppen gør ondt fordi jeg har spændt så meget. Så det er en lettelse at komme ned til byen igen hvor der er lys igen. Men på samme tidspunkt har man vænnede sig til mørket og bliver faktisk lidt blendet af det skarpe lys til at starte med.
Ville ikke undvære noget af det
Det kan godt være at jeg synes jeg blev snydt af Google Maps da der ikke var 5 km til det tempel vi skulle se, men i stedet 12 km. Det kan også godt være at jeg synes det var møg hammerne hårdt at kører op ad og bagene varmt. Det kan også være at jeg fik et lille panisk anfald da vi skulle kører ned i mørke.
(Artiklen fortsætter under billedet…)
Alexander og jeg foran det smukke oplyste tempel. Det var hele turen værd.
Men jeg ville ikke have undværet noget af det. Det hele var med til at gøre det til en fantastik tur, hvor vi fik en masse oplevelser med på vejen. Vi fik også set en masse af den smukke Thailandske natur på vejen op. Så vejen op og vejen ned ad bjerget var prikken over i’et og det blev derfor en fantastiske oplevelse. Jeg ville bestemt anbefalde andre at besøge templet hvis de skulle ligge vejen forbi Chiang Mai.
Book tur til Doi Suthep
En tur til Doi Suthep er et ‘must-try’, hvis du skal til det nordlige Thailand.
Vi valgte at klare turen derop selv, da vi havde købt nogle cykler til 1.500 kr. Hvis du ikke selv har købt cyklerne, anbefales det at booke en guidet tur i stedet.
Vi bruger altid GetYourGuide, når vi booker ture. Du kan booke ture til Doi Suthep fra kun 172 kr. her (reklamelink):
