Nu når vi befinder os på en smuk thailandsk ø, så skal vi da også benytte os af at prøve at snorkle. Her i de thailandske farvande har man nemlig mulighed for at se koraler. Hvilket ikke er en oplevelse, man kan få hjemme i Danmark. Så det er om at gribe muligheden, når den er der.
Indhold i denne artikel
Bange for lidt af hvert
Det skal dog ikke være nogen hemmelighed, at jeg er en smule bange for havet generelt. Jeg ved, det lyder fjollet nu, når jeg selv læser mine egne ord. Jeg er bange for fiskene i havet, bange for krabber, bange for alt det, jeg ikke kan se.
Men jeg kan jo netop ikke se det, før jeg får en snorkelmaske på og kigger under vandet.
Og jeg er virkelig bange for, at jeg møder en stor fisk som æder mig levende. Men jeg ved, hvor inderligt Alexander gerne vil snorkle. Og han vil gerne dele den oplevelse med mig.
Så det er her, jeg må sige til mit indre bange jeg, at det er en grænse, der skal overskrides.
Første stop
Vi skulle i alt stoppe 4 gange på denne sejltur, som vi havde booket igennem de søde piger på vores hovedgade ved hotellet.
(Artiklen fortsætter under billedet…)
Vi er kommet ombord på båden, og vi ser frem til de mange fantastiske oplevelser under vandet som venter os.
Da vi nærmere os første stop, prøver Alexander at berolig mig så meget som muligt. Han siger at vi selvfølgelig bare kan tage det stille og roligt og lade mange af de andre gå i før os. Samt jeg kan komme ned i vandet, og kort prøve at have hovedet under vand, imens jeg holder fast i stigen.
Jeg ved at Alexander virkelig gerne vil ud og snorkle og se så meget som muligt, men er så sød at tage det hele i mit tempo. Sådan så jeg får en god oplevelse omkring det, og på den måde bliver det en fælles god oplevelse.
På med redningsvesten
Alexander mener, at jeg bør have en redningsvest på ved det første sted, vi skal snorkle. Jeg tænker selvfølgelig straks ’jeg skal ikke ligne en idiot’. Men jeg opdager hurtigt, at der er andre, der har redningsveste på, imens de snorkler. Så jeg må trække i redningsvesten. Hvilket faktisk også viser sig at være en god idé her ved første stop. Ikke at jeg ikke kan svømme, det kan jeg godt, men jeg er heller ikke verdens bedste svømmer. Og samtidig giver det mig en vis tryghed ved det første stop.
(Artiklen fortsætter under billedet…)
Så er jeg så klar som jeg kan blive. Jeg prøver selvfølgelig snorkelmasken inden jeg hopper i bølgenblå. Og jeg er selvfølgelig fyldt med gå på mod.
Da vi endelig kommer i vandet, er der hurtigt en af medarbejderne fra båden af, der ligger nede i vandet og siger, at vi skal tage fat i den redningsvest han har liggende i vandet. Det gør vi så, og vi bliver trukket efter ham. Han viser os de mange smukke fisk og de fantastiske koraler.
Han har endda en lille stump majskolbe med ned i vandet, så fiskene kommer virkelig tæt på, og der er virkelig mange.
Det endte med at være et vidunderligt første stop, og min snorkling tur er startet præcis, som den skal. Nu har jeg fået blod på tanden og skal se mere af, hvad der gemmer sig under vandets overflade.
De efterfølgende stop
De efterfølgende stop oplever vi, hvor tæt på de mange små fisk kommer. De kommer især virkelig tæt på, hvis man ikke bevæger sig alt for meget.
På et tidspunkt peger Alexander helt ivrigt under vandet, og jeg kan ingenting se. Han siger så over vandet, at jeg skal se, fordi der er en sværdfisk. De første tanker, der strømmer gennem mit hoved er ’åh gud, er en sværdfisk ikke sådan en med et sværd som en slags næse? Nu kommer den og hakker mig i små stykker!’
Jeg kan godt le lidt af mine egne tanker nu, fordi da jeg så sværdfisken var den slet ikke så skræmmende som jeg først troede. Den ville faktisk slet ikke særlig tæt på os. Så man skulle svømme lidt hurtigt efter den, hvis man ville se den tættere på.
Udover sværdfisk fik vi den glæde af at se klovnefisk, en lille blæksprutte, en masse småfisk som samlede sig som stimer, og en masse andre lidt større farverige flotte fisk. Vi så også den der blå fisk, som er med i filmen ’Find Nemo’. Kan ikke huske hvilken fiskeart det oprindelig er, men i tegnefilmen hedder den blå fisk Dorri.
(Artiklen fortsætter under billedet…)
Et billede der er taget efter vores tredje stop. Man kan se hvordan lykken stråler ud af os begge. En lykke over livet og de fantastiske oplevelser vi har fået på denne snorkel tur. Og ja, det er mærker efter snorkelmasken vi begge har i hovedet.
Efter tredje stop er jeg begyndt at være lidt træt. Træt, fordi man bruger alligevel nogle kræfter på at ligge der i vandoverfladen og plaske rund som en anden sær fisk. Men også fordi, man har set så meget under vandet. Så mange indtryk man lige skal have tid til at suge ind.
At overvinde sin egen frygt kan være en gave til en selv
Jeg fik personligt overskredet en masse grænser og kom i den grad ud af min komfort zone. Men jeg er både stolt af mig selv og virkelig beæret over, at jeg fik muligheden for at gribe ud efter den fantastiske gave, som havet kan være.
Jeg fik øjnene op for en helt ny verden, som kun eksisterer under vandet. Det er med sikkerhed, at det ikke er sidste gang, jeg hoppede i bølgen blå for at snorkle. For at genopleve hvilke fantastiske oplevelser, der gemmer sig under havoverfladen.
Jeg prøvede sågar at række ud efter de mange små fisk i vandet, men jeg kunne ikke røre nogle af dem. De var i virkeligheden mere bange for mig, end jeg var for dem. Eller det skal lige siges, at der var en af fiskene, der var en lille modig en. Den troede jeg var mad, så den nappede mig i låret. Men ellers var de bange for mig. Så nu er min frygt for fisk og krabber næsten forsvundet helt.
Og jeg skal helt sikkert snorkle igen med Alexander ved min side. Så vi kan dele den fantastiske oplevelse.
Vi har desværre ikke nogen billeder fra under vandet, da vi ikke havde et undervandskamera med. Det må vi lave om til næste gang muligheden byder sig at snorkle blandt de mange små skabninger under vandet. For det kommer den helt sikkert til igen.
