Vi har valgt at vi skal hjem til Danmark og fejre jul. At tilbringe julen sammen med vores familie. Vi kan alligevel ikke forene os med tanken om at sidde på den anden side af jorden og fejre jul i 30+ grader. Det bliver alligevel for mærkeligt.
Afsked med vores nye venner
Som jeg skrev i et tidligere indlæg, bliver vi hurtige vanedyr. Vi har derfor spist på den samme restaurant op til mange gange. Det har også gjort at vi har fået os nogle venner. Dette drejer sig om den altid smilende kvindelige ejer af restauranten. Og en af hendes unge kvindelige medarbejder.
De to var med at afskeden ville blive endnu hårdere end det allerede var. Selvom vi den sidste dag valgte at spise vores frokost på denne restaurant, så skulle vi spise der igen om aften. Mest af alt for at støtte dem og sige endelig farvel for denne gang.
Da vi ankommer til restauranten var den proppet op med en masse svensker og deres børn. Hvilket jo er fantastisk for restaurantens omsætning. Men det er helt tydeligt at de har travlt og stresser lidt rundt.
Da de mange svensker forlader restauranten bliver der også et lille puste rum for alle medarbejderne. Der er tid til at vi hygge sludre lidt og spørger mere ind til den unge kvindelige medarbejder. Hun er desværre ikke super god til engelsk, men vi tager hurtigt Google Translate i brug. Det viser sig så at hun oprindelig er fra Columbia og er i Thailand for at tjene penge.
(Artiklen fortsætter under billedet…)
Et billede af Alexander, jeg og vores nye columbianske veninde. Som var utrolig glad for billedet vi fik taget. Da hun hoppede glædeligt da hun så billedet på hendes mobil.
Gaver fra restaurantejeren
Vi får sludret en masse med den unge kvindelig medarbejder. Og jeg bliver da også venner med hende på Facebook, sådan så der er en mulighed for at holde kontakten.
På et tidspunkt mener restaurantejeren dog at nu skal vi have fred til at spise vores mad færdig. Og vi sidder lidt for os selv.
På et tidspunkt kommer ejeren dog hen til os og fisker noget op fra hendes forklæde. Hun har en lille fin broche til os hver. Idet hun giver os den, så siger hun at nu rejser vi ikke hjem og glemmer hende. Men at nu kan vi altid kigge tilbage på vores tur til Koh Chang også vil vi huske hende.
(Artiklen fortsætter under billedet…)
Vores to brocher, som vi fik som gave af restaurantejeren. Hvilket vi slet ikke så komme.
Det havde vi godt nok ikke forventet. Vi synes det var en fantastisk sød tanke og en meget smuk gestus som ingen af os så komme.
Vilde hunde som slet ikke er så vilde igen
En anden ting som ligger mit hjerte tæt er de små kære væsner på fire ben og som ofte bliver betegnet som menneskets bedste ven. Der er virkelig mange vilde hunde i Thailand. Og det var ingen undtagelse på den thailandske ø Koh Chang.
Men forskellen her er bare at de lokale passer lidt på de vilde hunde. De lokale giver dem mad og sørger lidt for dem.
Der var blandt andet to hunde som holdte til ved de restauranter vi spise på. Og det var helt tydeligt at de var vant til mennesker. Særlig han-hunden var meget kærlig og elskede at blive kælet. Men det hjælper dog på det, at jeg har viden om at de hunde der befinder sig ved restauranten har et godt liv. De bliver fodret, og det er ikke bare tørt hundefoder de får, næh nej det er skam rigtig kød i form af kylling og andre lækre rester restauranterne har tilovers.
(Artiklen fortsætter under billedet…)
Den ene hunde basse som holdte til ved restauranterne. Som var meget kælende. Han var yderst rolig og begyndte at genkende os, så han kom og hilste på når vi sad og spiste.
Det skal dog siges at det selvfølgelig ikke er alle hunde der bliver behandlet så godt som de to hunde vi så ved restauranterne. Men størstedelen af de vilde hunde der er på ø’en er vant til mennesker. Så jeg er heldigvis ikke så bekymret for de vilde hunde, men det er stadigvæk en afsked man skal tage når vi har set dem hver dag og kælet med dem.
