Hong Kong er bestemt ikke nogen billig by. Dog er priserne på mad faktisk ikke det dyreste. Det dyreste er overnatningerne, men hvis du er kreativ og ikke så sart, kan du også finde billige overnatninger.
Læs med herunder for at læse, hvad det kostede os at opleve Hong Kong.
Hong Kong har meget at byde på. Faktisk er der over 200 øer i Hong Kong, som kan udforskes. Vi valgte dog kun at besøge den ene – selve Hong Kong-øen, da vi syntes, at det var nok.
Det mest prangende ved Hong Kong er helt klart alle deres skyskrabere. Den såkaldte skyline. Derudover er det også noget særligt med vandet, hvilket gør, at man får nogle virkelig flotte oplevelser og udsigter med skylinene og vandet.
Indhold i denne artikel
Hong Kong rejsebudget – så meget kostede det
- Mad og drikke: ca. 900 kr.
- Overnatning: 2.759 kr.
- Transport: ca. 700 kr.
- Oplevelser: 0 kr.
Antal dage: 5
Samlet udgifter: 4.359 kr.
Per dag: 871,8 kr.
Budget bemærkninger
Vi valgte, at vi ville bo på et hotel, som var centralt. Hotellet var meget moderne, og selvom det var småt, fungerede det godt. Det var til gengæld også dyrt.
Vi har læst om andre, som har fundet overnatninger i Hong Kong for kun et par hundrede kroner, men vi ville gerne have noget ordentligt og i stedet spare nogle penge i Vietnam og Thailand.
Derfor valgte vi bevidst at bo ekstra godt og derfor også lidt ekstra dyrt.
I forhold til mad og drikke spiste vi ude alle dagene.
Vi fandt heldigvis en virkelig god og billig bager lige i nærheden af hotellet, så vi kunne få lækker morgenmad. Her kostede et styk morgenbrød kun 4-5 kr., så vi kunne få morgenmad for kun cirka 20 kr.
Derudover spiste vi dim sum til frokost og aftensmad. Det er små, asiatiske retter til rimelige priser. Normalt kunne vi få et mål med drikkevarer for 60-70 kr.
Derudover spiste vi ofte lidt snacks i løbet af dagen. For eksempel prøvede vi flere gange deres egg waffles, som er nogle særlige æggebæger-formede vafler, som smager himmelsk. De er sprøde uden på, men alligevel bløde inden i.
Ombord på Star Ferry-færgen med udsigt til skyskraberne. Ærgerligt færgeturen kun tog 5 min.!
Hong Kong højdepunkter
- Skyskraberne
- Udsigtspunkterne
- Sejle på færgen
- Billig transport
- Rimelig pris for mad på restaurant
Det fedeste ved Hong Kong er helt klart alle skyskraberne. Både fra havnekysten og fra udsigtspunkterne oppe i bjergene. Særligt om aftenen, når det bliver mørkt, er det utrolig flot.
Derudover er det også en god oplevelse af tage deres gamle Star Ferry-færger, som kun koster 2-3 kr. at tage (men som desværre også kun tager 5 min.).
Derudover er maden generelt til at betale uden dog at være billig.
Hong Kong lavpunkter
- Prisen på hoteller
- Folket minder lidt om kineserne
- Kan virke lidt uoverskueligt med deres øer
At bo i Hong Kong var for os ret dyrt. Som nævnt kunne det dog være fundet billigere, men vi ville gerne bo godt.
Derudover minder Hong Kong-kineserne lidt om de “almindelige kinesere”. Det vil sige, at de er lidt anderledes og uhøflige end os europæere. For eksempel spytter og hakker de lidt mere end vi europæere, og de er lidt mere støjende.
Men dog synes vi bedre om Hong Kong-kineserne end de almindelige kinesere.
Sidst, men ikke mindst var det lidt uoverskueligt med deres mange øer. Vi overvejede for eksempel lidt at tage en til en ø med et tempel, men skiftede mening, da det alene i transporttid ville tage 1,5-2 timer med 3-4 skift (tog, færge og to busser). Dog er den offentlige transport bortset fra det generelt ret let at tage i Hong Kong.
Alt i alt syntes vi, at Hong Kong var en fed storby at opleve. Især skyskraberne og udsigtspunkterne var højdepunkterne for os. Vi ville dog nok ikke tage dertil igen lige foreløbig.