Et besøg til Ha Long-bugten var et must-see for os.
Bugten består af mange stejle klipper dækket, som stikker op fra havet iklædt buske og træer. Både Vicky og jeg havde set mange flotte billeder og videoer derfra, og derfor lå besøget højt på vores ønskeliste.
Ha Long betyder angiveligt ’descending dragon’, og det skulle efter sigende have været en drage, som lavede de små klippeformede øer.
Vi fandt en tur med gode anmeldelser på Tripadvisor for cirka 250 kr. pr. person inkl. transport til og fra Hanoi, frokost ombord på båden samt en halv times roning i kajak og en gåtur igennem en grotte på en af øerne.
Se vores rejsevideo derfra her og læs også vores beskrivelse under videoen:
Indhold i denne artikel
Fra Hanoi til Ha Long Bay
Vi tog en Grab fra vores hotel og ind til det gamle kvarter. Grab er det samme som Uber her i Vietnam (billige taxaer). I det gamle kvarter steg vi på bussen, som gik fra et tourbureau.
Vi har også læst om, at man på egen hånd kan tage bussen fra Hanoi og ud til Ha Long Bay, men en guidet tour fra Hanoi er alligevel så billig, at det næsten ikke kan svare sig at forsøge at spare de penge imod besværet.
En sjov anekdote er, at vores guide fortalte os, at for blot 30-40 år siden havde de fleste vietnamesere ikke råd til bil. Derfor cyklede man fra Hanoi til Ha Long Bay. Der er cirka 170 km. Det tog hele dagen at cykle. Næste morgen kunne man så opleve Ha Long Bay i 3-4 timer, og så skulle man ellers cykle hjem igen, hvis man ville nå til Hanoi, inden dagen var omme.
Fra Hanoi til Ha Long Bay er der cirka 3,5 times køretur, da trafikken er lidt tung. Vi havde en ret sjov guide, som jævnligt efter hver sætning sagde: ”thangg juu” som i tak på engelsk. “Very nice to see you, thangg juu“.
Da vi kom ombord på båden fik vi lækker frokost, imens vi sejlede ud fra havnene – og der var rigeligt mad. Lækker vietnamesisk ’seafood’ blandet med lidt andet såsom kylling, omelet og pommes fritter.
Det fantastiske syn af Ha Long bugten og dets øer
Da vi havde spist, var vi kommet væk fra havnen og dermed væk fra al trafikken med de andre både og kunne nyde synet af de mange øer, som tårnede sig op i vandet.
Et ret fantastisk syn, som ikke ligner noget andet.
(Fortsættes under billederne…)
Tur i kajak i Ha Long Bay
Efter lidt tid kom vi til det sted, hvor vi havde mulighed for at sejle kajak. Vi kunne ro i cirka en halv times tid og rund til to små huler. Det var en sjov og smuk oplevelse at kunne ro blandt klippeøerne og under små huler. Derudover var det meget fredfyldt.
Vi havde hørt historier fra andre om, at der ville ligge skrald over alt i bugten. Det var dog ikke noget, som vi oplevede. Ved havnen lå der lidt i vandet – men næsten mindre end enhver dansk havn, vil jeg sige. Og uden for havnen så vi ikke noget.
(Fortsættes under billederne)
1-dagstur til Ha Long Bay eller flere ture med overnatning på båden?
Vi var meget glade for at have taget turen til Ha Long-bugten.
Men vi var også glade nok for, at vi kun valgte en dag.
Nogle unge vietnamesere, som vi havde snakket med ved Hoan Kiem-søen i Hanoi, sagde, at de syntes, en dag var for lidt, fordi man ville køre i bus i alt 7-8 timer for kun at være på båden i cirka 4 timer.
Men vores guide fortalte os, at man ville se det samme på en endagstur, som en tur med en overnatning. Turene med overnatning ser nemlig det samme af bugten. Den eneste forskel er, at de spiser aftensmad i mørke. Næste morgen sejler de alligevel tilbage til havnen og hjem igen til Hanoi. Så guiden sagde, at enten skulle bare nøjes med en endagstur, eller også skulle man tage to overnatninger. Men to overnatninger syntes vi alligevel var ret meget.
Så vi rigtig glade for kun at have valgt en endagstur, og det var også alle pengene værd.
0 kommentar
[…] Vietnam […]