I dag er der præcis gået 4 uger fra vi tog af sted fra København.
Vi har besøgt Hong Kong, Hanoi i Vietnam og vi befinder os nu i Ho Chi Minh City i Vietnam.
Indhold i denne artikel
Verdens værste oplevelse her i Ho Chi Minh City
Lige indtil søndag aften havde det kun været en fantastisk tur med en masse kulturelle oplevelser og vi nød hvert et øjeblik.
Men i søndags, var vi ude for en strækkelig oplevelse. Vi var på vej hjem fra at have spist ude i byen, klokken var ikke mere omkring 20:00 og vi snakkede om at købe is eller Oreo med op på værelset, men så langt kom vi slet ikke.
Her i Vietnam vrimler det med scooters og de fragter gerne hele familien afsted på sådan en, så at se nogen kører to på en scooter er ikke noget nyt syn længere.
Vi stod og skulle krydse vejen, da vores lejlighedskompleks lå lige over på den anden side. Der kommer en bil og 2-3 scooters kørende. Vi beslutter at vente til bilen er kørt forbi før vi går ud på vejen. Her i Vietnam er man nød til at have lidt is i maven, fordi man skal bare gå ud i trafik hvis man vil krydse en vej. Som ofte undviger alle scootersne en, det er mere biler, busser og lastbiler man skal være bekymret for.
Idet bilen passere er der en scooter hvor de sidder to på. Denne scooter sænker farten og kommer virkelig tæt på mig. Så tæt at de faktisk stjæler min lille skuldre taske som jeg endda har på tværs og hængende foran, for at mindste risikoen for tyveri.
Ham den ene som sidder bagerst griber fat i min taskerem og holder bare fast og remmen knækker.
Både Alexander og jeg råber ad dem og prøver at løbe efter dem, men de er som sagt på en scooter, hvilket er umuligt at hamle op med.
Jeg panikker fuldstændig og er helt ude af mig selv og Alexander virker mindst lige så frustreret.
Engelske gloser er en by i Rusland i Ho Chi Minh City
Idet vi opgiver at løbe efter dem, strimler en masse vietnameser sig omkring os.
Jeg kan ikke mere på dette tidspunkt og jeg sætter mig ned og giver mig til at stortude. Hele hændelsen virker næsten uvirkelig for mig nu, men er desværre ganske virkelig.
Jeg mistede min taske hvori min pung, med alle mine kreditkort, kørekort, sygesikringskort, nemID, ganske enkelt hvor alt lå i.
Udover min pung, lå også min mobil i den taske som med et bare var væk. Og lige pludselige finder man ud af hvor meget ens pung og mobil betyder for en.
Der hvor vi stopper med at løbe er der en masse vagter, som prøver at snakke med Alexander omkring at tilkalde politiet. Og sammen finder Alexander og vagterne ud af at det er en god idé, netop så vi kan få anmeldt tyveriet og vores forsikring forhåbentlig dækker noget af det.
Politiet ankommer og vi skal med på den lokale politistation. Det skal lige siges at næsten ingen af disse mennesker vi er i kontakt med, kan noget synderligt engelsk. Så kommunikationen er lidt svær.
Tilbage i Hanoi havde Alexander og jeg snakkede om at det kunne være sjovt at prøve at sidde bag på sådan en scooter, men det var ikke lige i denne her situationen jeg havde håbet på, skulle være den ene gang vi skulle prøve det her i Vietnam. Vi skulle nemlig sidde bag på hver vores scooter for at komme hen til den lokale politistation.
Men frem kommer vi da.
Vi får anmeldt tyveriet ved politiet og vi får også en rapport med hjem på det. Jeg kan næsten ikke undgå at bemærke at de ansatte opfører sig som om dette er ganske normalt for dem. Hvilket er skræmmende.
Stort tak til Dansk Rejseforsikring
Da vi kommer hjem til vores lejlighed, har vi begge brug for at sunde os lidt. Men heldigvis har vi tegnet en særlig rejseforsikring hjemmefra inden vi drog af sted. Og gudskelov for det!
Jeg skriver til Dansk Rejseforsikring samme aften, for at hører om det er noget de dækker og hvordan jeg skal forholde mig til det.
De svare mandag morgen at de er kede af den oplevelse jeg har været ude for, men at de selvfølgelig dækker.
Den ros skal Dansk Rejseforsikring have, både for den hurtige respons, men også at det er den samme mand jeg har været i kontakt med helt fra begyndelsen da jeg havde en million spørgsmål omkring hvordan vi var forsikret og hvad det kostede, til nu hvor jeg virkelig har brug for deres hjælp.
Ny telefon, men ikke IPhone
Mandag formiddag er vi så ude igen for at opdrive den billigste smartphone til mig, så jeg stadigvæk kan gå lidt på de sociale medier, det virker alligevel lidt uoverskueligt at undvære en mobil frem til midt december.
Efter lidt leden finder vi en Nokia 1, hvilket er noget HELT andet end den IPhone 8 Plus jeg ellers var vant til at bruge. Men det er et fint alternativ. Den kan da lidt, og hvis den skulle blive stjålet, kan vi da trøste os med at den ikke kostede mere end ca. 350 danske kroner.
Et rart og ærligt menneske
Her i dag tirsdag morgen, vågner jeg op til at Alexander siger at der er en der har skrevet til ham på Facebook og spørger til om jeg er hans kæreste. Jeg tjekker også min Facebook og ser at der er en vietnamesisk mand der har taget et billede af min pung og mit kørerkort ovenpå pungen og spørger til om det er min pung.
Efter lidt tid, vurdere vi at jeg bare skal prøve at svare ham, selvom vi er bange for at det er tyven selv.
Da jeg svare ja til at det er min pung, spørger han straks til hvordan han kan give mig min pung igen. Jeg bliver straks lidt panikslagen og føler ikke jeg bør mødes med nogen og hvor er det overhovedet sikkert at mødes med nogen. Der går tusind tanker igennem mit hoved. Men vi aftaler så at vi skal mødes lige udenfor vores lejlighedskompleks, der hvor vi stadigvæk kan se vagterne som står ved indgangen til bygningen.
Efter den vietnamesiske mand har været på arbejde, møder han ganske rigtig op, med min pung!
Og alle mine kort er der stadigvæk. Men pengene er selvfølgelig taget, men jeg havde heller ikke regnet med andet.
Jeg vil meget gerne give ham en findeløn, men det vil han på ingen måde tage imod. Han spørger til om vi også har mistet en telefon. Hvilket er fordi, der hvor han fandt min pung lå der også et mobilcover i nærheden.
Så her til sidst mødte vi da alligevel et venligt og ærligt menneske som havde rent mel i posen og valgte at aflevere min pung tilbage.
Taknemlig for at der ikke skete Alexander og jeg noget
Så status er at jeg har mistet min mobil og mine kontanter er stjålet. Men det værste er klart min mobil. Men mon ikke jeg lever uden en IPhone frem til midt december. Jeg er stadigvæk i god behold og kan ikke undlade at tænke på hvordan det ikke var endt hvis taskeremmen ikke var knækket, så havde de højst sandsynligt trukket mig efter deres scooter.
Og jeg har trods alt stadigvæk det vigtigste ved min side, nemlig Alexander der er i stand til at tænke klart når mit system går ned og stadigvæk får mig til at grine og smile.
Snart venter Thailand, hvor vi håber på bedre vejr end vi har haft her i Ho Chi Minh City.
